IC er bunden af horoskopet og det, der er direkte under os ved fødslen. Det kan derfor kaldes det punkt, der repræsenterer Jorden.
Dette giver også mening i forhold til tolkningen af IC, der repræsenterer vores rødder, hjem, familie, slægt og fædreland. Det er både bogstaveligt og figurativt det, vi står på i livet.
IC og 4. hus, som den er starten på, er et ubevidst, dybt personligt område, som danner fundamentet af vores indstilling til livet. Her er der mønstre og indstillinger, som vi ikke umiddelbart sætter spørgsmåltegns ved – det har bare altid været sådan, og det er derfor trygt og betyder ‘hjem’ for os.
Dette handler i stor del om arv fra ens familie og derfor repræsenterer IC og 4. hus også en eller begge forældre, eller den stemning og indstilling, de sammen har skabt. Her findes også en families ‘mytologi’ – den persona eller identitet som man er enige om i familien. Og den kan være meget gammel.
4. hus viser både livets begyndelse, men også den rejse vi må på for at finde vores EGET hjem. Det er naturligt, at nogle af disse arvede indstillinger må udfordres, for at man ikke blindt fortsætter med at spille en forudbestemt rolle. (Og gør man det, kan det dræne den energi, man har til at realisere sig selv ude i verden.)
Den sande følelse af hjem kommer derfor, når man gør sin arv til sin egen, når man forstår, hvem man er både afhængig af, men bestemt også uafhængig af det, man blev født ind i.
Når man har mange planeter i 4. hus, er der noget særligt, der må udforskes omkring ens rødder, før man finder sig selv – det gælder især med Solen og Månen i 4. hus, eller med 4. hus herskeren tæt på Sol eller Måne. I det tilfælde kan der også være en del af ens mission og retning, der har at gøre med en dyb indre rejse for at finde ens sande hjem.
Men også simpelthen at se på det tegn IC står i i dit horoskop fortæller meget om din opvækst og psykiske arv.