Måneknuderne og sjælens retning

“Hvad er min livsmission?” er vist det spørgsmål jeg oftest får, når folk bestiller en læsning – jeg er ret sikker på, at det trumfer både kærlighed og arbejde.

For at besvare det spørgsmål ser jeg på Solen, Saturn, IC, MC mm. og så selvfølgelige måneknuderne.

Måneknuderne er to punkter, som altid står overfor hinanden i horoskopet: den sydlige og nordlige. Den sydlige beskriver egenskaber og temaer, vi har med fra et tidligere liv (meget spændende at dykke ned i!), og den nordlige, der beskriver noget helt nyt, som vi sjæleligt higer efter og som udvikler os allermest. Det er også nøglen til at få bearbejdet udfordringer, der måske hænger ved fra tidligere.

Disse punkter – deres placering og aspekter – har det med, på en næsten magisk måde, at opsummere vores største opgaver og den mest tilfredsstillende retning i livet. Der er ofte temaer her, som går igen andre steder i horoskopet og som tilsammen udstikker en mere eller mindre klar retning i livet.

Mit yndlingseksempel på rejsen mellem måneknuderne er faktisk Ringenes Herre! Det ser ud til, at Tolkien har brugt sin egen sjælelige rejse og higen i fortællingen om hobbitternes rejse fra The Shire til Mordor og tilbage igen. 

Tolkiens sydlige måneknude stod i skorpionen nær Mars i 3. hus, hvilket kan repræsentere et tidligere liv med overlevelse, krig og magtmisbrug (hvilket også gik igen i hans ungdom): her er Sauron og Mordor! Hans nordlige måneknude stod i tyren i 9. hus, og jeg kan ikke forestille mig noget, som beskriver tyrens ideelle livsstil bedre end The Shire. Og 9. hus har endda at gøre med akademisk arbejde og publiceringer! 

Så Tolkien længtes efter at sidde i sit hobbit hole og skrive sin bog, men han måtte først bearbejde sydlige måneknude – altså rejse til Mordor og besejre Sauron!

Hvis du vil høre om dine måneknuder, din sjæls higen og højeste udvikling, kan jeg se på det for dig i enten den korte eller den lange læsning (den lange har også fremtidsprognose med).